Det kan du blive

MØD VORES NUVÆRENDE SPEDITØRELEVER

Se video
Se video
Se video
Se video

JENS LAURIDSEN

27 år. Business Development Manager, Scan Global Logistics, Hong Kong.

Under min elevtid drømte jeg om at blive udstationeret et sted i verden. Jeg startede som elev og efter endt uddannelsesforløb, fik jeg muligheden for at fortsætte min karriere på Scan Globals hovedkontor i Kastrup. Efter et halvt års tid der blev jeg prikket på skulderen og spurgt, om jeg stadig var interesseret i en udstationering. Jeg greb chancen, og i dag arbejder jeg som Business Development Officer på vores kontor i Hong Kong.

Hverdagen i Hong Kong
I Hong Kong arbejder jeg med forretningsudvikling, salg og marketing. Jeg er med til at skabe nye kunder og udvide markedet primært i Skandinavien.

Hvordan udvikler det mig personligt og fagligt
Jeg har fået et godt indblik i det asiatiske syn på forretning i forhold til det skandinaviske. Det giver mig en forståelse af, hvordan det fungerer andre steder i verden og det er utrolig brugbart. Personligt har jeg fået en langt større selvstændighed og ansvarsbevidsthed. Jeg er rigtig stolt af, at jeg har skabt en situation for mig selv, hvor jeg fik muligheden for at blive udstationeret.

Mine ambitioner for fremtiden
Lige nu er jeg i Hong Kong for at udvikle mig og måske arbejde mig op inden for salg og forretningsudvikling. Jeg brænder for at få lov til at arbejde med kreative løsninger i forhold til at opfylde eksisterende kunders behov og skabe nye behov hos nye kunder. Det er min ambition en dag at skabe mit eget, og jeg føler at, jeg får et rigtig godt fundament for at kunne gøre det her.

RASMUS SKOVBO

 ACC desk specialist, DHL Global Forwarding

Arbejdet
En af de bedste kvaliteter ved speditionsbranchen er alsidigheden – du er aldrig låst fast, men står frit til at vælge mellem alle de transportløsninger, der er tilgængelige, der hver kræver sin ekspertise, og byder på unikke udfordringer.

Netværk
Hver dag er man forbundet med kollegaer, kunder og samarbejdspartnere verden over. Ofte hører, læser og bruger man flere sprog på en enkelt arbejdsdag. På én dag kan jeg uden problemer nå at snakke med vognmænd, arrangere hasteforsendelser til Italien, give tilbud på farligt gods til Kina og klare afregningen til vores kontor i USA.

Hvad er det bedste ved uddannelsen?
Speditionsbranchen har et stærkt netværk, og selvom vi alle er konkurrenter er vi først og fremmest kollegaer – også på tværs af firmaer. Det stammer først og fremmest fra, at vi næsten alle har været elever, flere af os samtidig og endda med hinanden. Der er få brancher, der kan bryste sig med den samme kollegialitet, som der findes blandt de forskellige aktører i speditør miljøet.

Kirstine Riber jensen

Project Supervisor, LEMAN´s projektafdeling, New Jersey USA.

Som speditørelev får man en god blanding af skoleforløb og praktisk erfaring – det var det perfekte springbræt til en karriere i USA

Kirstine Riber Jensen bor og arbejder i New Jersey, hvor hun er speditør i LEMANs projektafdeling. Hun arbejder blandt andet med håndtering af det danske forsvars transporter mellem Danmark og USA: ”Det er vigtigt at have en stor viden om de forskellige transportformer, så jeg kan finde de bedste løsninger”, fortæller Kirstine, der mener, at det er værdifuld viden, hun har taget med sig fra skoleopholdene på IBC.

Med en 2-årig speditøruddannelse i baggagen fra Danmark har Kirstine fået det bedste springbræt til en karriere i USA. Da LEMAN tilbød en stilling i USA, takkede Kirstine ”ja tak”, og hver dag bruger hun sin store viden om transportmuligheder. Ifølge Kirstine er det uddannelsens kombination af skole og praksis, der giver en unik viden.

Som speditørelev får man en god blanding af skoleforløb med teoretisk viden og en masse praktisk erfaring og læring. Der undervises i et højt tempo, og stoffet er interessant og relevant for eleverne med praktiske eksempler fra virkeligheden. Derfor er undervisningen relevant for min hverdag, og samspillet mellem teori og praksis var det perfekte springbræt til en karriere i udlandet”, uddyber Kirstine.

Thomas Lyck

Director Global Key Account and Freight Management, Danfoss

Jeg blev speditør fordi…

Jeg har altid været fascineret af andre kulturer, mennesker og handel. Allerede i 8 klasses praktik søgte jeg ind hos en speditør, og fandt hurtigt ud af, at det var noget, der tiltalte mig. Efter endt handelsskole tiltrådte jeg som elev hos HK Samuelsen Transport A/S – hvilket jeg aldrig har fortrudt.

Hver dag er uforudsigelig

Efter endt arbejdsdag har man beskæftiget sig med noget, man ikke havde regnet med om morgenen, hvilket gør jobbet som speditør alsidigt og spændende. Du er altid i kontakt med mange lande på tværs af kontinenter og kulturer, og dagligdagen byder desuden på mange muligheder, som spænder fra kundeservice, daglig operation til projekt håndtering og deltagelse i at udvikle komplekse transportløsninger for kunder.

En speditør kan bruges til hvad som helst i enhver virksomhed

Kontoruddannelsen i spedition og shipping giver et stort faglig indblik i, hvordan varer kan flyttes i en global verden. Ens sproglige færdigheder bliver udviklet da en stor del af ens hverdag typisk håndteres på et andet sprog end dansk. Ligeledes har speditøren ofte en høj stresstærskel, da man skal håndtere mange arbejdsopgaver på samme tid. Som speditør er man positiv overfor forandringer.

En interessant mulighed på den anden side af skrivebordet opstod

Efter ni år i speditionsbranchen var tiden inde til at prøve noget nyt. I 2004 kom der en interessant mulighed for at deltage i det projekt som medarbejder for Danfoss – hvilket jeg takkede ja til. Den primære grund var, at jeg ønskede at opleve, hvordan man arbejder på den anden side af skrivebordet. Det at etablere transportløsninger for den virksomhed man arbejdede for, fremfor at arbejde i et kunde/leverandør forhold.

Har ansvaret for 46 medarbejdere

I dag sidder jeg med driftsansvaret for tre områder indenfor Danfoss, og har 46 medarbejdere i min organisation. Jeg dækker shippingansvaret for Danfoss lokationerne i Danmark, og har to globale funktioner, som varetager hhv.  processer omkring Import/Export af Danfoss produkter, samt en global funktion, der varetager alle transportaftaler på tværs af lande/regioner og transportmåder. Jeg er medlem af ledergruppen under Danfoss Global Service – Logistics.